Udgivet af Thomas Hårbøl, fre d. 25. dec 2020, kl. 13:15

“Jeg går op og lægger mig” – det er en af de sætninger, der har cirkuleret flittigt i løbet af corona-året 2020. Den skrøbelige Maude Varnæs fra Matador, der igen har fået nok af alverdens modgang, og som nu trækker sig tilbage til dynerne efter at have beordret hele huset vasket og sprittet af, inklusive dørhåndtag og nøglehuller.

Mange af os har haft det lidt på samme måde, i forskellig grad og på forskellige tidspunkter. Det har været et år, hvor man hørte sætninger, som man aldrig havde forestillet sig. “Han stinker af sprit – han må være en god, ansvarlig samfundsborger!” Eller: “Hun har dækket sit ansigt til – for ellers brød hun loven!” Eller: “Ansatte i folkekirken kræver samfundssind: Luk kirkerne i julen!”

Men det er ikke et år, der passer dårligt til juleevangeliet. For hvis vi tænker efter, er julens budskab langt mere grænseoverskridende end alverdens corona-restriktioner. Sætningen “Gud blev menneske” burde være chokerende, uanset hvornår vi hører den.

Når vi ser mennesker dækket til bag mere eller mindre kreative mundbind, må vi nøjes med at kigge på øjnene og forsøge at komme i tanke om, hvis øjne det nu er, der ser sådan ud. “Smil med øjnene”, har vi lært, for det nytter jo ikke noget at smile med munden, hvis den er pakket væk. Men julenat er det ikke bare et par øjne, der kigger på os. Det er Guds smilende spædbarneansigt, der ser tilbage på os.

En af de tekster, som skulle have været læst i kirken i dag, er fra begyndelsen på Hebræerbrevet: “Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne”, står der. Gud har vist sig i skjul – for Moses lød han som en stemme i en brændende tornebusk, for Abraham viste han sig som tre ukendte mænd. Og også for os, der ikke er profeter, viser han sig under dække: Vi bliver overvældede af storheden i solopgange, blomster, stjernehobe og de mindste småpartikler, og måske føler vi Guds storhed dér; men se ham ansigt til ansigt kan vi jo ikke.

“Men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn”, står der så. Sin søn. Dvæl lidt ved de ord. Guds Søn. Vi kunne selvfølgelig slå det hen … det er bare en talemåde, at Gud har en søn, kunne vi sige; eller vi kunne påstå, at det bare er fordi Jesus sagde sådan nogle store og gode ting, at man kan kalde ham Guds Søn. Men hvis vi siger sådan, så bliver vi klogere ved at høre fortsættelsen: “Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord.”

Det er altså ikke bare en menneskelig talemåde, at Jesus er Guds Søn. Det er langt mere end bare ord, der kommer ud af munden på os. Det er et Ord, der er kommet ud af munden på Gud. Det Ord, der har skabt himmel og jord, alt det synlige og usynlige, verdens almægtige Herre … det Ord er nu blevet et nyfødt spædbarn, der ligger i en krybbe og kigger på os. Fra det barns øjne ser Gud på os uden filter og uden tildækning.

Vi har hørt juleevangeliet så mange gange, at vi nærmest kan det udenad. Men i virkeligheden burde ordene rive og flå i ørerne på os, sådan som de også gjorde, da folk hørte det første gang. Det kristne budskab er den ufattelige påstand om, at universets hersker fra før alle tider er et få timer gammelt barn, som bliver ammet af sin mor.

Vi synger om det uden helt at fatte rækkevidden af det: “Barn Jesus i en krybbe lå, skønt Himlen var hans eje”. Læs lige ordene igen: Selvom han ejer Himlen, ligger han i en krybbe. “Du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt.” “Gud af Himmerige i stalden ligge må – skal da min Gud sig skjule i andres stald og strå?”

Det er sætninger, som folk ikke havde regnet med at skulle høre, hverken i et corona-år eller under nogen som helst andre omstændigheder. Mange blev forargede, da de hørte om det, og mange bliver stadig forargede, når de hører det; men det er det, juleevangeliet handler om: Gud blev menneske. Han blev ikke “ligesom” et menneske, han “lader ikke som om”, han taler ikke til os, “som om” han har et menneske. Nej: Han blev født af Maria og svøbt og lagt i en krybbe.

Gud fik ikke nok af det hele, hverken af covid-19 eller af menneskers gøren og laden. Gud gik ikke op og lagde sig, og han gik heller ikke ud og smækkede med døren – han gik ned til os, ind i vores verden. Selv hvis der “kun” var jul og ikke var en påske og en pinse – selv hvis der ikke var andet at fortælle om Jesus end dét, at han er Guds Søn, så ville det stadig være nok til, at vi ikke blev færdige med at tænke over konsekvenserne af det. Vi kunne synge julesalmer herfra og til evigheden, eller vi kunne stå tavse og undrende – i begge tilfælde ville vi ikke blive færdige.

For i stedet for at vi skal forestille os, hvordan Gud er eller ikke er eller måske kunne tænkes at være, så viser han sig for os, sådan som han er, og tvinger os til at tage stilling.

Det kristne budskab kan ikke bare sættes ind i reolen eller smides i papircontaineren, sådan som vi har gjort med alle mulige planer og gode hensigter her i løbet af makulator-året 2020. Det kristne budskab kan ikke byttes, når butikkerne engang åbner igen. Det kristne budskab er mere end samling ord i pæn indpakning med et til/fra-kort på – det er et menneskebarn, Jesus svøbt i klude. Det er en person, som kræver, at du forholder dig til ham. Han trænger sig på og er præcis lige så svær at ignorere, som når et barn græder. Jo mere man prøver at lade som ingenting, jo mere går lyden gennem marv og ben.

Og pludselig står krybben ved din hoveddør og kræver din opmærksomhed. Dér ligger Guds julegave uden filter og uden indpakning – han har givet dig sig selv.

Efter Neri di Bici, ca. 1470.

Kategorier Nyheder