Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Præsentation af Alexander

Hvem er du?

Jeg er oprindelig fra en lille landsby nær Esbjerg, men jeg har de sidste fire år boet i Aarhus, hvor jeg har studeret teologi. Lige før jul færdiggjorde jeg bacheloruddannelsen, og det har været spændende at beskæftige sig med den kristne tro ved at blive klogere på kirkehistorien, sprog, de bibelske skrifter og meget andet.    

Jeg er gift med Henriette, og vi flyttede i oktober måned til Odense og har indtil videre fået et meget godt indtryk af byen og fynboerne.

Hvad bliver din tilknytning til Sankt Hans Kirke?

Jeg kommer til at være sognemedhjælper det næste halve år, hvor jeg blandt andet skal have ansvar for forårets Alpha Kursus og stå for et forløb med nogle minikonfirmander. Efter fire og et halvt års teologiske studier bliver det spændende at lære hverdagslivet i en folkekirke at kende og at få erfaring med nogle af kerneaktiviteterne. Jeg håber, at jeg kan byde ind med noget nyt i det gode arbejde, der allerede foregår.

Hvilke interesser har du i dit arbejde og din fritid?

I kirken ønsker vi særligt at fortælle om nogle begivenheder, der fandt sted for meget lang tid siden og meget langt væk, og som havde Jesus Kristus som omdrejningspunkt. Det kan måske virke som en gammel og fjern fortælling, men jeg tror alligevel, at den fortælling har rigtig meget at sige ind i vores liv og verden her i det 21. århundrede. Jeg er interesseret i, hvordan det kommer til udtryk i det, som vi siger og gør som kirke.

I min fritid vil man ofte finde mig i en stol med en bog og en god kop kaffe. Ellers løber jeg gerne en tur eller spiller noget fodbold. I Aarhus fik jeg smag for at vinterbade, men jeg har stadig til gode at springe i vandet i Odense Havnebad. Så har jeg også familie og venner, som jeg nyder at bruge tid sammen med.

Hvad er dit indtryk af Sankt Hans Kirke?

Både Henriette og jeg har fået et meget godt indtryk af Sankt Hans Kirke, hvor vi er blevet taget meget godt imod og budt velkommen. Der virker til at være gode aktiviteter for alle folk i alle aldre. Kirken har en unik placering lige midt i byen, og jeg synes særligt, at det nye projekt med Kirken i City lyder spændende.   

Hvis du skulle have en superkraft, hvad skulle det være og hvorfor?

Uha, jeg kunne vildt godt tænke mig at kunne flyve eller på et splitsekund rejse til andre dele af verden. Der er så mange unikke steder rundt omkring, og det ville være fantastisk at kunne besøge dem hurtigt og komme hjem igen, når man lige havde tid og lyst.