Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Velkommen til Thomas Lindbock

Sankt Hans kirke har fået en ny medarbejder

Vi er stolte af at kunne præsentere den ny kirke og kulturmedarbejder for jer: Thomas Lindbock

Jeg hedder Thomas Lindbock, er 48 år og har været gift med Anna i 20 år. Fra midten af november måned er jeg ny kirke- og kulturmedarbejder i Sankt Hans Kirke.

Jeg har boet størstedelen af mit liv i København men har også boet flere steder i Jylland. I 2019 slog vi os ned i dejlige Odense, hvor vi virkelig nyder at bo. Når jeg skal slappe af i min fritid, kan jeg lide at tegne men hygger mig også gerne med at klemte lidt på guitar eller ukulele. Og så nyder jeg at se en god fodboldkamp fra sofaen.

Kirke og kristent fællesskab har altid haft en stor plads i mit liv. Som barn var jeg i kirke med min familie hver søndag, og da jeg blev gammel nok, blev jeg selv medhjælper i børnekirken. Siden da har jeg været involveret i en lang række forskellige opgaver og tjenester i kirken.

I 2013 rejste Anna og jeg ud som missionærer. Det blev til i alt fem år på Cypern, hvor vi tjente blandt udsatte flygtninge og indvandrere – særligt børn og teenagere.

Jeg er uddannet pædagog og har i mere end 25 år arbejdet med børn og unge. Det glæder mig derfor meget, at jeg også fortsat gennem mit arbejde i Sankt Hans Kirke får en hverdag sammen med masser af skønne børn og unge. Jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af Sankt Hans Kirke og få min daglige gang i og omkring kirken. Mine opgaver vil primært være at samarbejde med og støtte op om kirkens mange og engagerede frivillige samt være involveret i kirkens vigtige arbejde omkring børn og unge.

Allerede ved vores første besøg i kirken oplevede vi stor opmærksomhed og følte os straks meget velkomne. Vi glæder os meget til at blive en del af en stor menighed, fuld af liv og med plads til alle generationer. Jeg glæder mig meget til at lære jer alle at kende.