Pengeblokken ved kortrappen

Et enestående levn fra kirkens tidligere tid i 1600- og 1700-årene er den knap en meter høje pengeblok ved kortrappens nordside. Den består af et stykke firkantet egetømmer indeholdende tre særskilte møntrum udhulet i egeblokken. Til daglig se kun én møntsprække i den kvadratiske jernplade, som dækker toppen af pengeblokken.

Under jernpladen findes yderligere en jernplade forsynet med hele tre møntsprækker med bogstaverne F, A og K som kendemærke. Herfra kan mønter havne i tre forskellige rum. Bogstavernes betydning er i dag ukendt.

Pengeblokken er forsynet med solide jernbånd, som sammen med tre hængelåse i overstørrelse, kaldet taskelåse, på forhånd vil afskrække de fleste fra forsøg på at bryde den op. Yderligere er blokken boltet fast til væggen.

Den jernklædte pengeblok er for længst afløst af to indsamlingsbøsser af nyere dato nær døren til våbenhuset, men stadig lægges der mønter i den.