Kirkens ydre

Kirkens Ydre

Koret

Nærmer man sig kirken fra Nørregade, passerer man tæt forbi kirkens korgavl mod øst. Den er forsynet med et højt spidsbuet vindue i en stærkt profileret murstens ramme. Gavlmuren er desuden udsmykket med mønstre af særligt udformede mursten og øverst blændinger.
Korets mure er både på sydsiden og nordsiden prydet med gule vandrette murstensbånd af stor dekorativ virkning på de store flader af røde munkesten.

Sydsiden af kirken

Efter korets tre spidsbuede vinduer med glasmosaikker når man til tre store tilbygninger bestående af søndre korsarm forrest og dernæst to kapeller, der tilsammen udgør kirkens sydlige kirkeskib. Her ses ligeledes tre gotiske vinduer samt en sideindgang i lighed med indgangen på nordsiden i den nordre korsarm.

I bagerste stræbepille mod Odense Slot dækker en træskodde for en åbning med indre adgangsvej, kaldet "den udvendige prædikestol". Måske er der herfra prædiket for middelalderens spedalske og bandlyste, som var forment adgang til kirkens gudstjenester, eller der kan være fremvist relikvier på højtidsdage som f.eks. Sankt Hans dag.

Under Besættelsen tog kirkens to præster den udvendige prædikestol i brug ved en række andagter i sommerperioden, mens tilhørerne sad på opstillede bænke på pladsen foran, og orglets dæmpede toner ledsagede salmesangen.

Nordsiden af kirken

Vi befinder os nu på kirkens nordside kaldet Sankt Hans Plads. Her lå kirkegården indtil 1811, hvor den nye Assistentkirkegård ved Falen anlagdes til afløsning for de gamle kirkegårde i byens midte.

Kirkens nordside domineres i lighed med sydsiden af to kapeller sammenbygget med den nordre korsarm, så de indvendig udgør det nordlige sideskib. Yderst mod Nørregade gemmer sig en lille bygning, som virker som sakristi.

På korets nordside ses et stort korts med lige lange korsarme indfældet i den stribede murflade. Et mindre kors indfældet i en cirkel ses på gavlen af kapellet ved siden af den nordre korsarm.

De fire lige lange korsarme er her spaltet i enderne og dermed et sikkert tegn på kirkens oprindelige forbindelse med johanitterklosteret, idet dette tegn var ordenens bomærke.

Envidere ses et muret våbenskjold med en syvtakket stjerne anbragt på gavlen af kapellet nærmest tårnet som en mindelse om adelsslægten Gyldenstjerne, der i lighed med andre store adelsslægter opførte de gravkapeller, som i tidens lange løb er ombygget til kirkens sideskibe.

Forud for adelsfolkenes begravelser i de enkelte slægtskapeller kan der være gået et ophold i klosteret, som mod betaling i penge eller jordisk gods har ydet slægtens syge og gamle pleje og omsorg den sidste tid. Middelalderens adelspersoner fik store og rigt dekorerede gravsten, som Sankt Hans Kirke rummer en enestående samling af. Fra deres oprindelige plads i gulvet, er de i dag anbragt indvendig langs væggene.

Kirkens tårn

Kirkens tårn syner ikke af meget i højden. Øverst i tårnet er ophængt tre klokker, hvoraf den ene ifølge indskrift er støbt 1496, og det er sandsynligvis tårnets opførelsesår. Man bemærker også, at tårnet er sammenbygget med Odense Slot, som oprindeligt blev opført som et johanitterkloster. Sammenbygningen gav tidligere mulighed for direkte adgang til kirken fra slottet.

Den spanske officers grav

Tæt ved Sankt Hans Kirke, på pladsen mellem kirken, slottet, præstegården og Marie Jørgensens Skole, ligger en gravsten i lysegrå kalksten. Gravstenen, der ikke har nogen synlig indskrift, er blevet flyttet nogle meter. Men hvad er egentlig historien bag gravstenen?

Danmark blev efter englændernes bombardement af København i 1807 presset ind i en alliance med den franske kejser Napoleon, og i 1808 ankom store enheder af franske og spanske hjælpetropper til Odense. De mange soldater fyldte godt op i byen og vendte op og ned på alting.

Soldaterne blev indkvarteret, hvor det var muligt. Gråbrødre Hospital blev rømmet for at give plads til lazaret for franskmændene, og i Odense Tugthus blev ledige bygninger taget i brug som spansk lazaret. Fattigvæsenets gård og skole, Lahns Stiftelse, skomagernes lavshus, komediehuset og borgerklubben kom ligeledes i spil, og også i almindelige folks hjem rykkede gæsterne ind.

De fremmede soldater gjorde et stort indtryk. H.C. Andersen fortæller i Mit livs eventyr: ”Jeg var på den tid ikke mere end tre år, men dog husker jeg endnu ret vel de næsten sortbrune mennesker, der larmede i gaderne, kanonerne, der blev skudt af på torvet og foran bispegården; jeg så de fremmede krigsmænd ligge og strække sig hen ad gadens fortov og på halmknipper inde i den halvt nedbrudte Gråbrødre Kirke”.

Det var de færreste, der kunne tale med de fremmede, men Fyens Stiftstidende annoncerede med spanske og franske parlører, som kunne være med til at udbrede forståelsen af ”de i omgangssproget almindeligste ord og talemåder”.

Byens gæstgivere og kroholdere havde kronede dage. Det gjaldt også brændevinsbrænder og værthusholder Søren Mortensen, der havde en gård på Albani Torv. Den 9. juni 1808 var nogle spanske og mindst én dansk officer samlet i venskabeligt lag hos brændevinsbrænderen. Stemningen var løssluppen, og mens brændevinen gik ind, boblede kådheden. En dansk løjtnant og vejkonduktør, Theodor Carl August Bloch, en søn af den afdøde fynske biskop, Tønne Bloch, talte lidt spansk. Under sammenkomsten greb han sit gevær og satte det for brystet af en spansk officer, Don Augustin Mollon af dragonregimentet Almanza, og udbrød: “Var vi fjender, så kunne jeg nu let dræbe dig”, og trykkede af! Uheldigvis var geværet ladt, og spanieren faldt død til gulvet.

Den dræbte blev begravet på Sankt Hans Kirkegård; om båren gik hans soldaterkammerater med brændende vokslys i hænderne, mens der blev spillet sørgemusik. Den ulykkelige løjtnant, der blev dømt for uagtsomt manddrab, blev af den militære ret idømt en bøde på 40 lod sølv og kunne fortsætte sin karriere.

Episoden var langtfra den eneste, der fik dødelig udgang under de udenlandske troppers ophold på Fyn – og graven ved Sankt Hans Kirke kan faktisk lige så godt have rummet en ukendt underofficer, der omkom efter et slagsmål med en lille gruppe franske soldater allerede i april 1808.

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær - Historiens Hus, Odense